Manglende selvdiciplin = ondt i ryggen

Jeg har et dårligt ben.

Det er bare 'stating a fact' og ikke noget jeg tænker over til daglig. Jeg klarer min hverdag uden problemer og uden at tænke over det. Jeg synes altid det er interessent når jeg hører nye historier om min tid på hospitalet, ting jeg har glemt (eller de ikke syntes der var grund til at jeg vidste dengang - som HVOR syg jeg egentlig var f.eks.) fra Morten, Mor eller Far, og jo, selvfølgelig lægger jeg mærke til at jeg har et ar der vinder alle konkurrencer på min ene læg, og et andet - bare for at prale - på mit andet lår, but so what? Det betyder bare, at der er det mindre at skulle barbere, og at jeg altid har noget at imponere og skræmme små børn med.

Men i praksis? At jeg ikke liiiige kan løbe så godt som andre, at jeg går med speciel-sko og har en stok stående i hjørnet - en stok som jeg rent faktisk bruger til andet end klæd-ud på trods af at jeg kun er 28? Nej, det kunne ikke være mere ligegyldigt.

Hvilket desværre betyder at jeg ind i mellem glemmer at jeg er nødt til at tage hensyn. Det er så svært at finde gode sandaler og sommersko der kan komme gænge under, så ind i mellem tager jeg 'almindelige' sko på. Jeg har efterhånden lært at lytte nok til min krop og vide hvornår jeg skal skifte tilbage til gænge igen, for at undgå at få ondt i ryggen.

... det nytter bare ikke noget, når man så går ned og træner for at være sund, og derfor fremprovokerer resultatet.

Av! I det mindste ved jeg hvad det er, og hvad der skal gøres og er derfor ikke bekymret - det måtte bare godt gå lidt hurtigere. Måske man skulle udnytte firma-forsikring og få henvisning til en kiropraktor.... ;)