Count-down til New Zealand - 3

T-24 Pros 'n' Cons
Jeg fik et chok i dag da jeg kiggede på kalenderen og opdagede at jeg ikke har mere end 16 arbejdsdage tilbage før New Zealand. 16. SEKSTEN!!! Det er jo ingenting!! Nu varer det ikke længe før jeg realistisk kan begynde at forvente at få mine billetter. MyPlanet sagde 2 uger før afrejse, og jeg kan mærke at nu vil jeg gerne snart have dem fysisk i hænde.

Jo tættere vi kommer til den 16. april, desto mere spændt bliver jeg og desto mere glæder jeg mig. Sidste uge brugte Anne og jeg lang tid på at chatte og finde ud af hvad vi skal de 2.5 dage jeg er i Sydney. Liz og jeg skriver mere sammen og chatter oftere end vi har gjort i årevis og glæder os helt vildt til endelig at se hinanden igen - for første gang siden januar 2004!!!

Jo tættere vi kommer til den 16. april, desto mere spændt bliver jeg, og desto mere nervøs bliver jeg. Det er første gang jeg nogensinde er på ferie alene - ikke rejser alene, det har jeg gjort mange gange, men rent faktisk skal sightsee'e alene - og selvom jeg normalt ikke har noget problem med bare at have mit eget selskab (så længe jeg også har en bog eller to i nærheden ;-) ), så ved jeg at det kommer til at påvirke hvor meget (eller rettere, hvor aktivt), jeg kommer til at savne Lars.

Det er også det længeste jeg nogensinde har været væk fra Lars siden vi begyndte at komme sammen, så jeg er lidt bekymret for hvor meget jeg kommer til at savne ham - og endnu mere for hvor meget han kommer til at savne mig. At savne ham vil være det værd for mig af egoistiske grunde. At savne mig vil være det værd for ham af uselviske grunde.

Jeg skal altså finde den perfekte gave til ham fra New Zealand! Normalt ville jeg kigge efter en eller anden togbog, men det bliver jo nok svært der...


T-19 Elmvang nee Tøndering
19 dage tilbage. Kun 19! Det bliver mere og mere vildt. Om tre uger er jeg ankommet til Christchurch og sidder enten og snakker med Ruth og Clive eller ligger og sover... formodentlig det sidste, alt efter hvordan jetlag'en behandler mig.

Her i weekenden slog det mig pludselig at mit kørekort stadig står som Tøndering, og jeg nåede at blive noget bekymret for om det ville give problemer når jeg skal leje bil. Skulle jeg prøve at nå at få det ændret? Kunne det gøres som en hasteopgave? Eller skulle jeg alligevel få et internationalt kørekort? Kunne DET nå at gøres inden jeg skulle afsted?

Men så besluttede jeg mig for at slå koldt vand i blodet. Det er New Zealand det her! Jeg medtager kørekort, pas og navneændringsattest. Be´r de kun om at se kørekort - nå ja, så hedder jeg Tøndering den dag. Be´r de om kun at se pas - så hedder jeg Elmvang. Og be'r de om at se både pas og kørekort, så KAN jeg ikke være den første de oplever stadig have kørekort i sit pigenavn, og navneattesten er tilpas straight-forward til at den burde kunne forstås, selvom den er på dansk.

Og helt ærligt - det er New Zealand det her - de skulle have ændret sig MEGET i mentalitet for at det skulle være et problem.

Jeg ringede til Mor og Far for at få en 'second opinion', og de var heldigvis helt enige.

And worst comes to worst - så er det bare en bil, og så klarer jeg mig uden. I Queenstown bliver det ikke noget problem overhovedet. I Palmy et lidt større, for så skal jeg finde en alternativ måde at komme til Hamilton, men selvom toget kun går en gang i døgnet, så går det dog, og ender det med at jeg er for sent ude, så jeg bliver nødt til at blive hængende hos fam, Costley en dag til... så går det nok også endda.

Meeeeeen... når jeg kommer hjem tager jeg nu alligevel forbi rådhuset og får nyt kørekort. Nu har jeg strittet imod i 7.5 år, men det er vist trods alt ved at være på tide alligevel ;)